Visdom på video

Psykolog Maria Houe har modtaget er spørgsmål fra Rosa, som skriver:

Jeg er blevet god til at sige fra på arbejde, overfor min mand og mine venner. Men når jeg kommer hjem til mine forældre, så mister jeg helt styrken og modet til at sige fra og bliver en pleaser. Hvordan kan jeg sige fra overfor mine forældre.

I videoen forklarer Maria Houe, at der er forskellige grunde til, at det er svært, at sige fra overfor forældre. Den første grund er, at vi er vant til at være sammen med vores forældre på bestemte måder og i bestemte roller, og at vi helt automatisk genspiller de måder og de roller, når vi er sammen med vores forældre. Vores hjerne vil gerne gøre, som den plejer, samt gøre vores adfærd automatisk, fordi vi så sparer energi. Det er altså svært at bryde et automatisk adfærdsmønster, og gøre noget nyt. I det her tilfælde er det svært at sige fra, når vi ikke er vant til det.

For det andet søger både børn og voksne børn harmoni i relation til deres forældre. Det vil sige, at børn helst ikke vil havde deres forældre ud af balance, hvor enten konfliktniveauet stiger eller mor og far trækker sig. Hvis vi siger fra, så risikerer vi eventuelt familieharmonien, hvilket føles ubehageligt.

Vi kan også som et voksen barn opleve stor skyldfølelse ved at sige fra. Vi er ofte bange for at såre vores forældres følelser.  Og bare tanken om at såre dem ved at sige fra, kan vække en stor skyldfølelse. For at undgå den ubehagelig skyldfølelse, så undlader vi måske at sige fra.

Den sidste nævnte årsag er, at vi kan være bange for forældrene reaktion på, at vi siger fra. Vi kan selvfølgelig være bange for at de bliver såret, som før nævnt, men vi kan også være bange for, at forælderens reaktion på afvisningen er så kraftig, at vi faktisk mister relationen. Dette er selvfølgelig en meget sjælden og voldsom konsekvens, men det vil desværre være en reel risiko for nogen. Men vi kan også være bange for, at vi faktisk fik sagt fra, men så ikke blev hørt, set eller forstået. Dette ville såre os selv. Og for at undgå vores egen eventuelle sårethed, så undlader vi at sige fra.

Psykolog Maria Houe påpeger dog, at hvis vi gerne vil igang med at sige fra, så skal vi først gøre klart for os selv, hvad vi har at vinde ved det. Det kan være selvrespekt, mere frihed og i nogle tilfælde faktisk en øget kvalitet i vores relation til forældrene fordi vi nu er mere autentiske.

Sidste råd til Rosa er, at hun skal starte med at sige fra – i det små, så hun stille og roligt kan blive mere tilpas med at sige fra.

En anonym kvinde spørger: “Nu har jeg været sammen med min kæreste i 3 år. Han har altid haft svært ved at snakke om følelser. Også imellem os to. Hvad er årsagen til, at mænd har så svært ved det? Og hun spørger fortsat: Hvorfor synes mænd ikke det er vigtigt at kæmpe for forelskelsen, når man været sammen længe, bare fordi man ved, hvor man har partneren?”

Psykolog Maria Houe forklarer først, at vores evne til at tale om vores følelser afhænger af, om vi som børn har lært det i vores opvækstmiljø – og om vi som voksne, har øvet os i at tale om følelser. Maria Houe påpeger, at hun ikke ser biologiske forskellige på mænd og kvinders evne til at tale om følelser, men at kvinder nok oftere end mænd har opdaget værdien i at tale om følelser. Efterfølgende introducerer Maria Houe det perspektiv, at kvindens partner ikke kæmper for forelskelsen, fordi han simpelthen ikke fokusere på, at han kan miste den. Marias råd til kvinde er, at flytte sit eget fokus fra, hvad hun gerne vil have sin partner til at gøre anderledes. Både fordi kvinden kan komme til at sætte sig selv i en venteposition, hvor hun konstant venter på, at partneren skal begynde at kæmpe for forelskelsen, og hvor hun selv sidder fast i en konstant skuffelse over, at han ikke tager initiativ til romantik. Og fordi hendes egen glæde bliver afhængig af, at han skal forandre sig eller handle på en måde, som ikke falder ham naturligt. Maria guider hende til, at flytte sit fokus til at gøre ting, som gør hende selv glad og arbejde på at fylde sig selv op med kærlighed. Når hun gør ting, som gør hende glad, så kan hun invitere sin partner med, og så de kan nyde en aktivitet sammen. Det handler ikke om, at hun skal gøre sig ligeglad med forholdet, men at hendes fokus ikke længere er fastfrossen på, hvad hun ville ønske han gjorde anderledes.

“Jeg er en person, der generelt har rigtig svært ved at tillade mig selv at være vred, og vreden kommer derfor ofte til at ligge lidt nedenunder alting, så jeg i stedet kommer til at gå og blive meget indebrændt. Og så bliver jeg let irriteret eller frustreret. Det er jeg rigtig ked af, fordi det, selv om jeg prøver at undgå det, kommer til at påvirke min familie, som godt fornemmer mit dårlige humør, selv om jeg prøver at skjule det. Og så bliver jeg vred på mig selv, fordi jeg ikke formår at håndtere det særligt godt.

Hvordan kan jeg blive bedre til at håndtere min vrede, så jeg undgår den negative spiral?”

I videoen påpeger psykolog Maria Houe først, hvordan Lone skal tilgive sig selv, for at have svært ved at håndtere sin vrede, fordi det ikke hjælper at skælde sig selv ud, når man forsøger at lære noget nyt. Maria Houe påpeger derefter, at det handler om at tage ansvar for vores egen vrede ved at tillade os selv, at have følelsen af vrede. Hun understreger, at det er vigtigt, at forholde sig til vreden uanset om man selv synes den er berettiget eller ej. Hun fortæller forsat, at noget vrede skal vi have sat ord på i forhold til de mennesker eller situationer, der er årsagen til vreden. Og andre gange skal vi bare give os selv lov til at være vred indeni, uden det skal udtrykkes overfor for andre. Budskabet er, at vi ikke skal forsøge at skjule vreden, fordi det er det samme, som at ignorere os selv og så bliver vi indebrændte. Det selvkærlige er, at se og forholde os til vreden uanset hvad, og efterfølgende tage stilling til – om vi har brug for at forholde andre til vores vrede.

Hun har en indre stemme, der hele tiden siger, at du burde være en bedre kone, burde være en bedre mor, burde prioritere mere tid med sin mand, burde prioritere mere tid til sig selv, burde se veninder og familie mere osv. Heidi beskriver, at hun udadtil altid er glad, men at hjemme er der ikke mere overskud tilbage og hun er helt drænet for energi. I videosvaret forklarer psykolog Maria Houe hvorfor denne indre stemmer dræner Heidi for energi, samt hvordan hun kan arbejde med at slippe den dårlige samvittighed, ved at acceptere sig selv som ´blot et menneske´, ved at anerkende sine begrænsninger, se realistisk på sig selv og sine mentale resourcer, beslutte sig for at begynde at behandle sig selv godt i sine tanker, og tilsidst at lære at leve med konsekvenserne af ikke længere at præstere eller levere hele tiden. Selvkærlighed og en indre slavepisker går nemlig ikke hånd i hånd.det er det samme, som at ignorere os selv og så bliver vi indebrændte. Det selvkærlige er, at se og forholde os til vreden uanset hvad, og efterfølgende tage stilling til – om vi har brug for at forholde andre til vores vrede.

Det er meget i denne coronatid, som vi ikke har kontrol over. Hvis vi bliver ved at fokusere på det vi ikke kan kontrollere, kan vi komme til at føle os magtesløse. Følelsen af magtesløshed dræner os for energi og gør os handlingslammet. Det har hverken vi selv eller andre gavn af. Men hvis vi istedet fokuserer på alt det, som vi har kontrol over i vores eget liv lige nu, så kan det hjælpe os til at få mere energi, tage handling og få noget dejligt ud af denne tid.